Velkommen til Vestergade 52.
Her tilbyder vi en smuk og klassisk murstensvilla med valmet tag. Villaen er placeret i det meget attraktive og rolige villaområde i Roskilde vest. Med gåafstand til Roskilde havn og centrum er placeringen af boligen yderst attraktiv, og der er ligeledes kort afstand til skoler, daginstitutioner, indkøb mv. Boligen indeholder en hyggelig entre med trappe til 1.sal og kælder samt fordelingsgang til to stuer en suite og køkken. De to stuer har velplacerede vinduer mod syd, der giver et naturligt lysindfald i løbet af dagen. Fra den ene stue er der adgang til fint og velindrettet køkken med vinduer ud til haven.
På 1. sal er to store veldisponerede værelser samt toilet. Derudover rummer boligen en højloftet kælder på 59m2. Her findes stort disponibelt rum og vaskerum samt viktualierum, toilet og bad. Fra kælderen er der udgang til udendørs fadebur og trappe op til haven. Villaen opvarmes med fjernvarme.
Boligens have er nem og velholdt. Der er desuden et udhus til opbevaring og carport.