Flot istandsat stuelejlighed helt centralt i Roskilde
På en stille, lukket vej, midt i dejlige Roskilde, ligger denne særdeles velholdte stuelejlighed med direkte adgang til en skøn, solrig gårdhave (fælles med overbo). Her får I en lys og rummelig stue i åben forbindelse med køkkenet samt et stort værelse og badeværelse, så boligen er helt oplagt både som seniorbolig eller til det unge par. Der er desuden kælderrum til opbevaring.
Boligen har privat indgang og byder velkommen i en pæn entré med opbevaringsplads i det indbyggede skab og med åben forbindelse til stuen samt adgang til det højloftede badeværelse, der fremstår lyst og indbydende med bruseniche, gulvvarme og masser af opbevaringsplads.
Fra entréen åbner køkken-alrummet sig og charmerer med brede vinduespartier ud mod gårdhaven, så dagslyset strømmer ind i både stue og køkken. Køkkenets hvide, grebsfrie elementer og rene linjer smelter flot ind i rummet uden at larme, og så er der masser af bordplads samt ovn i arbejdshøjde. Rummets vinkelform sørger for en naturlig opdeling af funktionerne med køkkenet ud mod vejen, mens spiseplads og sofaarrangement finder plads i det rummelige stykke ud mod gårdhaven. Bemærk desuden den væghængte brændeovn, der er af nyere dato. Soveværelset finder I ved køkkenet, bag en diskret skydedør. Værelset er velindrettet med indbyggede skabe langs hele den ene væg samt fin plads til et skrivebord.
Med direkte adgang fra stuen, indbyder den sydvendte, lukkede gårdhave til et væld af gode stunder, med et overdækket stykke ved huset og højt til himlen i resten af det hyggelige gårdmiljø.
Lejligheden på Store Gråbrødrestræde 6 er med andre ord en lille oase midt i byen, i gåafstand til alt fra indkøb, byliv og kultur, til Roskilde Station, der ligger blot tre minutter fra døren.