Du har nu chancen for at erhverve dig en af de populære lejligheder i den attraktive bebyggelse på Roskildevænget. Der er tale om en rummelig treværelses, som ovenikøbet ligger øverst i ejendommen på anden sal. Fra hjemmet er der frit udsyn over nabolaget, og udsigten kan tillige nydes fra den store, lukkede altan.
Inden døre fremstår boligen med hvide vægge og lofter og charmerende trægulve. Den gode planløsning inkluderer blandt andet to lyse stuer en suite, hvoraf den ene har dobbeltdør ud til altanen. Denne stue har plads til såvel spisebord som sofahjørne, så den anden stue kan sagtens benyttes som et ekstra værelse, hvis dette er på ønskelisten. I så fald vil det supplere det østvendte soveværelse, som har indbygget garderobeskab.
Side om side med soveværelset finder du det lækre køkken, der er udført med hvide elementer og mørkegrå bordplader. Her er mange skabe og skuffer, og både køleskabet og opvaskemaskinen er pænt integreret. Som et plus på den praktiske konto har køkkenet også vaskemaskine, og bemærk i øvrigt den skønne udsigt.
I lejlighedens fordelingsentré er der indbygningsskabe og direkte adgang til det stilrene badeværelse. Dette har bruseniche, hvide skuffemoduler og åbne hylder samt væghængt toilet.
Altanen får eftermiddags- og aftensol, og den kan indrettes med komfortable altanmøbler og plantekrukker. Takket være de smarte foldevinduer kan du åbne helt op eller skærme af, alt efter vejr og vind.
Med til lejligheden følger eget kælderrum, og der er fælles parkering lige uden for hoveddøren. Som beboer får du ligeledes glæde af et stort, grønt fællesareal, og du bliver en del af en veldrevet ejerforening.
Fra adressen er der gåafstand til indkøb og busforbindelser, og du har under ti minutter på cykel til Roskilde Station og til byens hyggelige gågade.